Job hos DermaPharm

Indkøber

 

Har du indkøbstalent? Vi søger en ny kollega til indkøbsafdelingen. Indkøbserfaring, og gerne inden for kosmetikområdet, er en ballast, men vigtigst er dit talent og dit drive i hverdagen.

Om stillingen

Dine opgaver og din succes som indkøber i DermaPharm A/S får du selv stor indvirkning på, da vi er en virksomhed i god vækst.

Din opgavebeskrivelse vil tage udgangspunkt i nedenstående liste, men vi forventer herudover også, at du som dygtig og dynamisk indkøber proaktivt bidrager til yderligere optimering.

  • Operationelt indkøb og opfølgning
  • Identificering og udvælgelse af nye og alternative leverandører (Dual sourcing).
  • Kontraktforhandling og sikring af mest optimale indkøbsbetingelser.
  • Udarbejdelse af tenders og udbudsmateriale.
  • Generel cost-optimering og medvirken til udvikling af afdelingen.
  • Sikring af performance-målinger og KPI-opfølgning på leverandørporteføljen.
  • Vedligeholdelse af stamdata og dokumentation.

Som indkøber får du reference til og skal bistå indkøbschefen i afdelingens daglige drift. Du bliver en del af et professionelt og projektorienteret miljø, hvor du får din egen portefølje af leverandører. Du vil indgå i tæt samarbejde med engagerede og kompetente kolleger inden for både salg, udvikling, kvalitet og produktion, der alle arbejder målrettet med produktudvikling og salg med henblik på at understøtte og optimere kundernes ønsker til løsninger.

Du vil få en spændende, alsidig hverdag med daglig base i virksomhedens domicil i Fårup ved Randers.

Dine kvalifikationer

Din indstilling er et af dine stærkeste kort! Du er ambitiøs, analytisk, vedholdende og med talent for indkøb – men det er dit vinderinstinkt og din vilje til hele tiden at forbedre dine indsatser, som skaber din succes. Det vil være en fordel, hvis du er vant til at arbejde i et miljø med mange bolde i luften og er vant til at prioritere vigtigheden af opgaverne. 

Indkøbserfaring, og gerne inden for kosmetikområdet, er en god ballast, men vigtigst er dit talent og dit drive i hverdagen. Som person er du kreativ og motiveres af at skabe løsninger og resultater. Du har en serviceminded adfærd og har gode forhandlings-, samarbejds- og kommunikationsevner. Du kan kommunikere flydende på dansk og engelsk, både mundtligt og skriftligt.

For at få succes i stillingen er det desuden vigtigt, at du har solid forretningsforståelse, er løsningsorienteret samt evner at skabe dig et overblik. Herudover forventer vi, at du naturligt udfordrer status quo, så vi kontinuerligt forbedrer vores processer.

Vi tilbyder

  • Gode muligheder for faglig udvikling og sparring med højt kvalificerede kollegaer.
  • En spændende hverdag, som byder på varierede opgaver i et travlt, men positivt og uformelt miljø.

Om DermaPharm A/S

DermaPharms hjerte banker for milde, miljøvenlige hudplejeprodukter og er i dag innovativ markedsleder inden for dette felt. DermaPharm er bl.a. kendt for virksomhedens egen miljø- og allergivenlige serie, Derma, men står i dag bag udviklingen af en bred vifte af kendte kosmetikbrands til det danske og udenlandske marked.

DermaPharm er en værdibaseret virksomhed præget af en flad organisationskultur og en uformel tone, hvor teamwork og trivsel er forudsætningen for at skabe gode resultater. DermaPharm sætter en ære i, at virksomhedens vækst skabes på en ansvarlig måde og har de senere år modtaget en række priser som anerkendelser heraf, bl.a. Årets Danske Branchepris 2021 ved Danish Beauty Award. DermaPharm beskæftiger i dag over 120 medarbejdere, og virksomhedens hovedkontor og produktionsfaciliteter er placeret centralt i Østjylland, lige op ad E45. Læs mere her på www.dermapharm.dk, eller følg med på LinkedIn.

Ansøgningsfrist og tiltrædelse

Ansøgning og CV skal sendes til indkøbschef Lone Skaarup Madié, [email protected]. Der vil løbende blive afholdt samtaler. Ansøgningsfristen er den 31. marts 2022. Tiltrædelse snarest muligt.

Såfremt du ønsker flere informationer om stillingen, er du velkommen til at kontakte Lone Skaarup Madié på tlf. 2891 6890.