Job hos DermaPharm

Koordinator til udviklingsafdelingen

Vil du gerne arbejde i én af landet førende kosmetikvirksomheder og tage del i udviklingen af milde og miljørigtige hudplejeprodukter til spændende kunder i Danmark og udland? Nu har du chancen!
Vi søger en engageret og dygtig udviklingskoordinater til DermaPharms udviklingsafdeling.

 

Om stillingen
Kvalitetssikring er en integreret del af hverdagen hos DermaPharm, og vi arbejder konstant på at levere den ypperste kvalitet og imødekomme kundernes høje kvalitetskrav. Som koordinator i udviklingsafdelingen på DermaPharm skal du brænde for struktur, dokumentation og at få tingene til at glide.

Du får reference til udviklingschefen og bliver en del af et professionelt, projektorienteret og tempofyldt miljø med daglig base i virksomhedens domicil i Fårup ved Randers. Du vil indgå i tæt samarbejde med engagerede og kompetente kollegaer inden for både compliance, salg, kvalitet og produktion. Alle afdelinger arbejder målrettet med produkt- og projektsalg med henblik på udvikling og optimering af kundernes løsninger. Stillingen er en fuldtidsstilling.

Om rollen
Som vores nye koordinator bliver du en central del af det daglige samarbejde mellem udvikling og vores compliance-afdeling. Du vil få et tæt samarbejde med alle afdelinger i huset samt eksterne råvareleverandører i forbindelse med indhentning af diverse kvalitetsdokumenter.

Rollen kræver en person med overblik, systematik og lysten til at sikre, at data, dokumentation og processer altid er opdaterede. Effektivitet og selvstændighed er vigtige kvaliteter i stillingen som udviklingskoordinator.

Dine primære opgaver
Som koordinator i udviklingsafdelingen vil du få en alsidig hverdag med mange administrative opgaver og have et tæt samarbejde med udviklerne i afdelingen. Af konkrete opgaver kan nævnes:

  • Opdatering og vedligeholdelse af data i vores ERP-systemer
  • Indhentning, modtagelse og opfølgning på dokumentation fra leverandører
  • Tæt samarbejde med vores compliance-afdeling i forhold til lovgivning og certificeringer samt dokumentation hertil
  • Koordinering af forsendelse og modtagelse af prøver i forbindelse med udvikling af nye produkter. Herunder challenge test, SPF-test, dermatologisk test osv.
  • Assistere vores udviklere i deres daglige arbejdsgang
  • Administrative ad hoc-opgaver, der understøtter den daglige drift

Dine kvalifikationer
Vi forventer ikke, at du kommer med en bestemt uddannelsesbaggrund. Det vigtigste er, at du arbejder struktureret, effektivt, er nysgerrig på at lære nye systemer og processer, og at du trives i en koordinerende rolle med mange kontaktflader. Har du erfaring med administrative opgaver, ERP-systemer eller leverandørkontakt, er det en fordel – men ikke et krav.

Vi forestiller os, at du:

  • Har erfaring/trives med administrative eller koordinerende opgaver
  • Har kendskab til ERP-systemer eller er hurtig til at lære nye IT-systemer
  • Arbejder struktureret og trives med at have mange bolde i luften
  • Er god til at kommunikere – både internt og eksternt
  • Er detaljeorienteret og tager ansvar for at følge opgaver helt til dørs
  • Arbejder selvstændigt og er omstillingsparat
  • Kan kommunikere skriftlig og mundtlig på engelsk

Vi tilbyder

  • Gode muligheder for faglig udvikling og sparring med højt kvalificerede kollegaer i udviklingsafdelingen
  • En udviklingsafdeling med uformel tone bestående af en bred aldersgruppe og uddannelsesbaggrunde
  • En spændende hverdag, som byder på varierende opgaver i et travlt, men positivt og uformelt miljø
  • En engageret personaleforening, der tilbyder mange forskelligartede sociale arrangementer
  • En virksomhed præget af en flad organisationsstruktur, hvor teamwork og trivsel er forudsætningen for at skabe resultater

Om DermaPharm A/S
DermaPharm er kendt for sine milde, miljøvenlige hudplejeprodukter og er i dag innovativ markedsleder inden for dette felt. DermaPharm står bl.a. bag virksomhedens egen miljø- og allergivenlige serie, Derma, og udvikler og producerer en bred vifte af kendte kosmetikbrands til det danske og udenlandske marked.

DermaPharm er en værdibaseret virksomhed præget af en flad organisationskultur og en uformel tone. Vi beskæftiger i dag omkring 130 medarbejdere. Hos DermaPharm sætter vi en ære i, at virksomhedens vækst skabes på en ansvarlig måde og har de senere år modtaget en række priser som anerkendelser heraf.

Virksomhedens hovedkontor og produktionsfaciliteter er placeret centralt i Østjylland, lige op ad E45. Læs mere her på www.dermapharm.dk eller LinkedIn.

Ansøgningsfrist og tiltrædelse
Ansøgning sendes til udviklingschef, Lene Stougaard, på [email protected]. Vi afholder samtaler løbende. Ansøgningsfristen er den 6. marts 2026.

Tiltrædelse: Den 1. maj 2026 eller snarest muligt.

Såfremt du ønsker flere informationer om stillingen, er du velkommen til at kontakte Lene Stougaard på tlf. 42191915. Alle henvendelser behandles fortroligt.